Mennesker uden angst

I vinduet til Københavns Kunsthandel udstilling med Hanne Varming (1939-2022) står en lille gipsskitse af en meget bredhoftet dame, der let foroverbøjet hilser på to små hunde. I kender den måske fra Tingstedet i Valby. Mit hjerte var ved at briste og jeg må ty til min velindøvede nærighed for ikke straks at købe den. Den koster ellers kun 4.000 kr. og jeg har lige fået et arbejdslegat fra kunstfonden. 

Mit helt umiddelbare indtryk, efter at have besøgte Astrid Noacks (1888-1954) studiesamling på Holstebro Kunstmuseum, var, at jeg var blevet præsenteret for en udgave af mennesket som er uden angst og neuroser. Stemningen kan også beskrives som arkaisk, måske etruskisk, men i hvert fald fra før historien og det er måske derfor de virker som tømte for den daglige uro. De har måske ingen historie og måske er det her befrielsen ligger. De er før identiteten, de er først ved at ankomme til verden. Selv den korsfæstede Jesus virker som om det hele nok skal gå. Det er modernismen i en nøddeskal, men det er en udgave uden lidelse, uden aggression, uden begær og uden hovmod.

Hanne Varmings skulpturer er egentlig også uden identitet, men det er måske den modsatte vej, de virker til at have forladt deres egen og verdens forestilling om hvem de er. Deres ro kommer af, at de er til stede uden alt for mange krav til verden. Måske et par små hunde man kan snakke med, en bænk man kan sidde på i mange år, støbt i bronze. Varmings skulpturer er knap så rolige som Noacks for de er fulde af kærlighed, men som Varmings uden begær, uden lidelse, og hvis vi ser bort fra en buste af maleren Preben Hornung, uden hovmod.

Jeg har besøgt to udstillinger som præsenterer de to kunstnere på en lidt anden måde end man er vant til at se dem. Der er fokus på de små skulpturer, på gipsskitserne, på forarbejderne og, på begge udstillinger, med så rigelige eksempler, at man kan overskue kunstnernes livsarbejde, at man kan nørde lidt og måske få lyst til at købe noget.

Bronze kan vente på, at du får tid til kigge. Den løber ingen vegne, hvis vi har tålmodighed at skulpturerne bliver relevante igen.

Det er to kunstnere adskilt af et par krige og med et syn på mennesket, der vel er forskellige og deres kunstsyn er vel også forskelligt. Jeg er ikke helt sikker. Jeg har lært at Astrid Noack var top god smag og Hanne Varming var lige lovlig sentimental og humoristisk. Men de begyndte begge at træde frem for mig samtidig for små ti år siden, efter jeg havde levet med dem begge i det offentlige rum hele mit liv. Tiden er en fordel for denne type skulptur, bronze kan vente på, at du får tid til kigge. Den løber ingen vegne, hvis vi har tålmodighed at skulpturerne bliver relevante igen.

Astrid Noacks kroppe er klassiske ideelle kroppe og Hanne Varmings kroppe er pænt diverse og gerne rigtig tykke, men de har værdigheden til fælles. Varmings gipsskitse til Kone på kasse sidder med fødderne dinglende et godt stykke over jorden på en kasse. Hun er meget tyk, med store bryster, hele hendes front fra hage til knæ er en stor flade, der hælder halvfems grader. Alt tilsiger at det burde være lidt uværdigt, måske ligefrem komisk og under alle omstændigheder til stede i tiden og i identitet. Altså at det er en bestemt tyk kvinde, her og nu. Men i lighed med Noack træder hendes skulpturer ud af tiden.

Vi kender begge kunstnerne fra rundt om i det offentlige rum, hvor de lever deres meget fredsommelige og tilbagetrukne liv, nok tit lidt oversete, for der er ikke meget sejrsvilje og aggression i deres ting. Jeg ved ikke helt om jeg kan sige det på den her måde, men der er noget klassisk kvindeligt over deres arbejder, på en idealiseret måde ganske vist, men alligevel. 

Forestillingen om ikke at trænge sig på i verden, en ambition om rent faktisk at have lov til at være til på en stille måde. På den måde lykkes det dem begge at fremstille purunge nøgne piger uden at de bliver seksualiseret, på en måde hvor jeg greb mig i at kigge på dem uden at føle den der lidt midaldrende mands automatiske skam ved at belure unge kvinder i al offentlighed. Skulpturerne er uden angst for mig og jeg er i stand til ret nemt at acceptere deres ret til at være der.

Det er ikke en hård og ond verden deres mennesker bor i, der en vilje i dem til at springe nutiden over og ind i den verden som vi, eller i hvert fald jeg, helst ville leve i. Det er som om de godt ved, at det kræver den indsats ikke at være Elon Musk, Putin, Trump, what ever, at det måske kræver et fravær af magt.

Men apropos begær, som jeg indledte artiklen med, fik jeg afsindig meget lyst til at eje en Hanne Varming og det samme skete i Holstebro. De små gipsskitser og de små bronzer har en intimitet i det lukkede rum, hvor det at træde tæt på dem fik en anden taktilitet frem i dem end det offentlige rum indbyder til. 

De to kunstnere kendte deres virkemidler, de forfinede deres metode gennem årene, så det er ikke fordi jeg tillægger dem uskyld eller naivitet, nok nærmere tværtimod. Jeg ser et program, et manifest, noget klart utopisk, en drøm om en beboelig verden. Der er mere grøn omstilling i Kone på kasse end i al den klimakunst jeg til dato har set, der er mere antikapitalisme i Astrid Noacks gips til Ung pige (Mette Zahle) end i det meste af den kritiske kunst jeg har set, for de tilbyder en verden, jeg gider være i.