Tavshed kan være vildledende

Den gamle tager med toget til fængslet for at besøge sin søn. Med sig har han et indkøbsnet med frugt og nye sko, gaver til sønnen Moishe. Under den seks timer lange rejse er han bange for at gå ude og tisse. Tænk nu, hvis indkøbsnettet blev stjålet. Skoene var ikke lette at få fat i. I fængslet får han ti minutters besøgstid. Så skal han hele vejen hjem igen. Skoene efterlod han på kasernen, »og skæbnen ville, at størrelsen var netop den, som vagtofficeren brugte. Frugten passede sergenten.«

Den gamles tavshed er en roman af Mauricio Rosencof fra 2022, der i år er udkommet på dansk. Den er baseret på hans egen tid i isolationsfængsel – elleve et halvt år – under Uruguays militærstyre i 70’erne og 80’erne. Fængslets tavshed er fyldt med farens historie. ”Den gamle” er en polsk jøde, der flygtede til Sydamerika, da nazisterne indtog landet. Han ventede længe på breve, der aldrig kom frem. Breve fra Auschwitz og Warszawa, fra familiemedlemmer, der aldrig slap væk. Tavsheden er dobbelt, for den gamle og hans hustru vil ikke fortælle sønnen om de breve, de aldrig modtog. Dette er en tavshed, som Moishe senere selv må fylde.

I Moishes fantasi kommer brevene frem til faren: »Jeg tænker på et glas te. Jeg drømmer om et glas varm, dampende, ravfarvet te, der varmer ens hænder og luner i maven, slurk for slurk. Det er næsten en besættelse, en hallucination, Issac. Findes der virkelig te? I mellemtiden drikker jeg den, Isaac, tro endelig ikke andet. For fantasien er vel den eneste menneskelige egenskab, der ikke afhænger af virkelighedens elendighed. Som aske, forstår du?«

Det er i disse breve, at Rosencofs poetiske sprog bliver mest udfoldet. En »besættelse« af at drikke »ravfarvet«, en insisteren på at drikke te, når man ikke kan, selv når man ikke er sikker på, at te eksisterer. Og et fokus på fantasi. Hvordan mon det føles at mangle noget så basalt, og længes efter det? Ifølge Moishe er bare det at tisse »paradisisk«. Der er intet andet organ, der har kontrol over et menneske, som blæren har. Isolationsfængsel har lært ham dette. Moishe sammenligner ikke Holocaust med sin egen skæbne, han trækker blot på det, han selv ved. Vi behøver ikke sammenligne smerte, for at anerkende hinandens lidelse.

Moishe får dog noget hjælp med at udfylde af den gamles tavshed. Der var én, som ikke var tavs. Zofia, hedder hun, eller A24737. Hun er Moishes kusine, der overlevede Auschwitz. Hendes udsagn, der er spredt igennem bogen, er ægte og blev optaget af Shoa Fundation. Den gamles tavshed er således dybt funderet i virkeligheden og i virkelige menneskers skæbner. Romanen forsøger at rekonstruere et både individuelt og kollektivt minde, der næsten gik tabt i tavsheden. Igennem egen og andres vidnesbyrd, blandet med fantasi.

Men tavsheden er mere end bare et hul, der skal fyldes. »Ældre menneskers tavshed er vildledende […] I de gamles tavshed, i min gamles, er livet, hans liv. Afbryd ikke deres tavshed. Lad dem være alene under blommetræet.« Den gamle gennemlever sit liv i alt hvad han laver. Under den seks timers lange togtur til fængslet, ser han Polen og sin egen historie i togets vinduer. Ligesom Art Spiegelman i sit hovedværk MAUS, portrætterer Mauricio Rosencof en mand, som udlever sit traume hver dag. Sorg er karakteriseret af en mangel, og mangler kan mærkes. Den gamle er tavs, men Moishe kender alligevel hans liv.

Rosencof er 91 år nu, og udgav bogen for bare tre år siden. Han er et ægte menneske, der har siddet i isolationsfængsel. Moishes fængsel er en repræsentation af denne virkelighed, men primært en rammesætning for farens historie. Idet Moishe udfylder hullerne i Den gamles tavshed, skaber han en tavshed omkring sin egen lidelse. Det er en tavshed, der har et krav på at blive italesat og ’fyldt ud’. Ved at forstå de gamles tavshed kan vi langsomt prøve at forstå det, der ellers er så uforståeligt, at det bliver fortrængt. Den delvise tavshed om isolationen er del af et menneskes liv, og ikke kun en mangel på ord.

Den gamles tavshed er mere end bare et vigtigt værk for vidnesbyrdslitteraturen. Den giver os en metode til at behandle selve historien på. Fortidens traumer bliver aktuelle i dag, og bliver ved med at være det. Men det er gennem denne aktualitet, at vi som mennesker kan forstå hinanden på tværs af generationer og historiske traumer. Bogens poetiske brevskriver formulerer det meget præcist: »Stilheden er den sande forbrydelse mod menneskeheden.« Så lad os sætte ord på Holocaust, lad os sætte ord på militærstyret i Uruguay, og lad os sætte ord på alle de andre fortrængte traumer, der ellers kunne gå tabt i historiens løb.