Det betændte sår vi kalder flygtningekrisen

Mens flygtninge fra Syrien, Irak, Afghanistan, Eritrea og andre afrikanske og mellemøstlige lande krydsede vand og land for at nå til de europæiske grænser, og alt imens politikerne var i gang med at finde ud af, hvordan det, der er blevet kaldt for ”flygtningekrisen” skulle håndteres, udgav tyske Abbas Khider i februar i år sin roman Ohrfeige. Timingen kunne ikke have været bedre, og romanen er stadig brandaktuel. For hovedpersonen i Khiders roman, Karim Mensy, er flygtning fra Irak og han har i tre år og fire måneder opholdt sig i Tyskland, hvor han har forsøgt at slå rod. Det må han bare ikke, for opholdstilladelsen er blevet inddraget, og hjemsendelsen til Irak står lige for døren. Landet er nu igen ”sikkert”, efter at Saddam Hussein er blevet tvunget ned fra tronen af amerikanerne.

Ifølge Karim er den eneste logiske løsning på miseren, at han flygter videre til Finland, hvor reglerne for asyl og behandlingen af flygtninge er bedre end i Tyskland. I sit midlertidige skjulested i München, hvor han skal mødes med sin kontakt, fantaserer han i en hashinduceret drømmevision om at give Frau Schultz, der sidder i en kommunal stilling og er ansvarlig for hans asylsag, en lussing og derefter binde hende fast til hendes stol. Han fantaserer om blot denne ene gang at kunne få lov til at være den talende og handlende part. Frau Schultz skal have tape for munden og lytte, virkelig lytte. Modsat hvad hun normalt gør, når hun sidder i sin kontorstol og kvaser drømme og håb under sit kommunale stempel.

Karim ruller sig en joint og fortæller sin livshistorie og om de kvaler, han har oplevet i Tyskland. Det hele tager sin begyndelse i Irak, hvor den unge Karim udvikler bryster. Han skammer sig og med udsigten til at blive indkaldt til hæren, hvor barmavet eksercits er hverdag, beslutter han sig for at flygte ud af landet. Håbet er at få statsborgerskab, et arbejde og til sidst en operation. Det skal ske i Paris, men menneskesmugleren læsser ham i stedet af i den bayerske kulde i Sydtyskland, hvor han ender med at søge asyl.

Asylcenteret, Karim bliver indkvarteret på, indeholder en broget flok af asylansøgere. Der er mænd, kvinder og børn fra Afrika, østlandene og Mellemøsten, med hver deres motiver, historier og baggrunde. Der er de, der er politisk forfulgte, de, der frygter en straf for deres homoseksualitet, og de, der ikke kan se en økonomisk fremtid i deres hjemland. Og så er der Karim med sine bryster. Og en masse andre. Motiverne til flugten, udvandringen og migrationen står skrevet i flertal, og det er Khiders pointe, at asylansøgere ikke kan skæres over en kam.

De asylansøgere, Karim lærer at kende, er nødsaget til at udnytte vestens forestilling om flygtningen og lyve sig til en anden baggrundshistorie. For at få asyl er det nærmest et krav, at man er forfulgt og har været udsat for totur. Ønsket om at ville leve et roligere eller økonomisk bedre liv er ikke nok. Karim tager ved lære af sine nye kammerater og finder på en passende historie.

Det nye liv i Tyskland er i sig selv én lang læringsproces. Der er ikke kun sproget, men også det enorme og komplicerede asylsystem, som kræver sit af Karim. Hjælpen viser sig at komme fra en uventet kant. Ikke fra statslige institutioner eller NGO’er, men i form af den lokale mellemøstlige »kulturforening«, der mest af alt minder om en vandpibe-klub, men som viser sig at være stedet, man skal gå til, hvis man vil have kontakter, jobs og rådgivning.

Karims lidt over tre år i Tyskland går med diverse legale og sorte jobs, så han kan spare op til at sende penge hjem til familien i Irak og samtidig opfylde systemets krav om ét års fuldtidsarbejde forud for en eventuel deltagelse i et sprogkursus. Det er prisen, han skal betale for at kunne opfylde sit mål om en dag måske at kunne studere og endnu længere ude i fremtiden få gjort noget ved sine bryster – som også koster penge.

Ohrfeige er den klassiske historie om en mand, der prøver at leve et anstændigt liv i en verden, der knapt nok vil give ham lov. Kravene er mange, og Khider kritiserer indirekte systemet for at svigte dem, der virkelig gerne vil. At systemet belønner Karims indsats ved at sende ham hjem til et Irak arret af den netop afsluttede krig, er det absurde og sure punktum på hele hans historie.

Med Ohrfeige vil Khider tegne et broget billede af asylansøgere, som mindst af alt er ens. De er individuelle mennesker med hver deres individuelle historie og motiv, og på det grundlag skal de forstås, ikke ud fra et overordnet begreb. Det skildrer Khider overbevisende uden at stopfodre læserens hals med alt for åbenlyse politiske statements. I Ohrfeige er det historien frem for budskabet, og ikke omvendt. Den historie fortæller Khider levende og med sans for fremdrift og humor.

Selv er Khider født i Bagdad i 1973 og fik asyl i Tyskland i 2000, og hans egen historie er ikke ulig den, hovedpersonen i Ohrfeige gennemlever. Dog flygtede Khider ikke på grund af bryster, men på grund af politisk forfølgelse. Oplevelserne i Irak og Tyskland har dannet grundlag for indtil videre fire romaner, hvoraf Ohrfeige er den seneste.