Ny amerikansk litteratur hægter sig på historien

Debutromaner er en svær størrelse. De kan vidne om begyndelsen på noget stort, men også ende en forfatterkarriere lige dér. Brat og pludseligt. Det gælder derfor om at naile den allerede med sin første udgivelse.

I USA har tre debutanter forsøgt sig med netop det. Med mere eller mindre succes. Én af årets helt store talk-of-the-towns er Emma Clines The Girls, der, ud over at have givet forfatteren en millionkontrakt, også har kastet planer om en filmatisering af sig. Sunil Yapas Your Heart Is a Muscle the Size of a Fist er én af den slags romaner, der har haft et stærkt liv på de sociale medier, og det skyldes først og fremmest dens meget Instagram- og Facebookvenlige forside: en knaldgul baggrund med sort skrift, og et sort øje i midten. Meget æstetisk og meget flot. Men der hører selvfølgelig mere til. Yapas debut har også fået rosende anmeldelser med på vejen. Tony Tulathimuttes Private Citizens er til gengæld den mindst eksponerede og mindst omtalte af de her nævnte romaner, og sikkert også den dårligst aflønnede forfatter. Alligevel er han et bekendtskab værd – New York Magazine har kaldt Tulathimuttes roman for »the first great millennial novel«, og så har flere andre anmeldere sat lighedstegn mellem ham og én af amerikansk litteraturs helt store skikkelser Jonathan Franzen.

De fremmede piger
Hovedpersonen i Emma Clines debutroman The Girls hedder Evie, er fjorten år gammel og skilsmissebarn. I et rigt kvarter på USA's vestkyst bor hun sammen med sin mor, der er datter af en famøs og afdød filmskuespiller, og med arven, som de har fået overdraget, kan de tillade sig at leve et liv med høje standarter. Mens moderen skifter sine kærester ud med jævne mellerum, går mere op i aftenkjoler og læbestift end børneopdragelse, og generelt bare er fraværende i det velhavende hjem, hænger usikre og naive Evie ud med sin bedste veninde Connie. Lige indtil den dag, hvor Evie får øje på en gruppe af langhårede piger i parken. Pigerne synes at glide hen over alt det, der sker omkring dem. De er skræmmende og fascinerende, ganske enkelt anderledes, og ulig noget Evie nogensinde er stødt på i det forudsigelige rigmandskvarter.

Evie tager kontakt på sin egen generte facon og ender efter kort tid med at hænge ud med pigerne. Året er 1969 og samtalerne handler om »evighed«, »harmoni« og »kærlighed«. Det fascinerer Evie, der også bliver offer for de charmerende pigers opmærksomhed, nysgerrighed og spørgelyst. Alt sammen noget, hendes mor ikke vil eller kan give hende.

Pigerne vil have hende med ud på »ranchen«, og det kommer hun. Ranch er så meget sagt, for i bund og grund drejer det sig om halvgamle bygninger, hvor T-shirts fungerer som gardiner, og den smadrede springmadras står op ad afskallede vægge. Midt i det hele sidder Russell, leder af det lille kollektiv af mennesker, der behuser ranchen. Snart bliver den letpåvirkelige Evie en permanent del af fællesskabet, kun afbrudt af enkelte ophold hjemme i rigmandsboligen for at stjæle kontanter til sine nye medsøstre og for at sikre sig et alibi – al den tid hjemmefra bruger hun, påstår hun over for moderen, hos veninden Connie.

Evie begynder at se verden uden for ranchen, som den er med Russells øjne: pengefikseret, bitter og kærlighedsløst. Løsningen på verdens problemer er kærlighed, og masser af den. Godt hjulpet på vej af stoffer og sex. Ukritisk – og doped – lægger Evie krop til, for Russell og hans venner. Usikker på, hvordan hun skal forholde sig til det hele, lader hun sig flyde med. I mangel af bedre, og fordi det nu engang er det, man gør. Så længe det varer. Kender man til historien om drabene beordret af Charles Manson, også i 1969, kan man nemt gætte sig til, hvad der sker efterfølgende. Uden her at skulle gå i detaljer, er der en del lighedspunkter mellem historien om Charles Manson og The Girls.

The Girls er ikke uden en vis klam undertone, som løber subtilt igennem hele bogen. Allerede på side to, gives der et hint til historiens drastiske udvikling, da ranch-pigerne beskrives som hajer, der bryder den stille overflade. Og sådan fortsætter det. Men det er ikke den, der tiltrækker sig opmærksomhed, det gør til gengæld historien om Evies udvikling. Med overbevisende indlevelse beskriver Cline nemlig en usikker piges vej mod at blive lidt mindre usikker. Har man nogensinde været et ungt menneske, vil beretningen om Evie – og hendes til tider desperate bestræbelser efter at tilhøre en gruppe – afføde abrupt tå-krumning. Man kender det fra sig selv, de her skamfulde forsøg på at ligne »de andre«, være som »de andre«, være »de andre«. Cline har et talent for at formidle og beskrive det unge sind og ikke mindst den tætte luft, de besnærende sociale normer og roller fører med sig i den alder. Beskrivelserne af Evies voksenliv, som løber parallelt med historien om Evies barndom, men som fylder betragtelig mindre, er interessante som et perspektivskift. Men som selvstændig historie er de desværre uden lige så meget fortællermæssig gennemslagskræft som grundhistorien om helt unge Evie.

Demo i Seattle
Sunil Yapas debutroman Your Heart Is a Muscle the Size of a Fist har en politisk begivenhed som omdrejningspunkt: I 1999 samledes mere end fyrretusinde demonstranter i Seattles gader for at protestere mod det, de så som de rige landes udbytning af den tredje verden. Målet for deres frustration og had var WTO, der afholdt en konference i byen, som efter demonstranternes mening ville indlede en ny epoke med endnu større ulighed. Det, der endte ud i en efterhånden historisk demonstration, og som blandt andet satte spørgsmålstegn ved det amerikanske politis håndtering af ikke-voldelige demonstranter, er baggrunden for Sunil Yapas roman. Syv menneskers skæbne udfoldes i det, man nærmest kan kalde en kollektivroman, en samlet og alligevel perspektivrig fortælling om dagen for demonstrationen.

Én af de personer, der står centralt i romanen, er Victor, en nittenårig gut, der ser de mange demonstranter som potentielle købere af den kæmpe portion af hash, han har indkøbt til lejligheden. Fidusen ved at demonstrere kan han ikke se, for hvor langt kommer man egentlig med et skilt, og er alle de gode intentioner ikke blot imagepleje, og alle visionerne for længst druknet i et hav af dreadlocks, partisantørklæder og andre identitetsmarkører? Men jo længere han trænger ind i menneskemængden, og jo mere han snakker med demonstranterne, desto mere får han lyst til at deltage. Efter at have levet et omflakkende liv og aldrig rigtigt være kommet sig over moderens død og det efterfølgende pludselige brud med faderen, længes Victor efter et ståsted, noget at tro på. At det blev demonstrationen, der så pludseligt skulle give ham livsfylde, kommer bag på ham. Inden dagen er omme sidder han i lockdown med de øvrige demonstranter, bange, men klar til at blive en del af det hele.

Victor er ikke den typiske demonstrant, og generelt er tingene ikke så ligetil i Your Heart Is a Muscle the Size of a Fist. Motiverne, der styrer de syv personer, man følger romanen igennem, er forskellige, ligesom deres handlinger og baggrundshistorier heller ikke er ens. To demonstranter, John Henry og Kingfisher, deler den samme ideologiske overbevisning, men kommer fra to forskellige baggrunde og ved romanens afslutning begynder Kingfisher at fortryde sit engagement, mens John Henry stædigt fastholder sit.

På trods af deres forskelle, er der et fælles element, der binder de syv personer sammen: fortidens magt. Den influerer deres ideologiske overbevisning og åbner op for eller hæmmer konkrete handlinger. Men der er noget usexet i den kalkulerende måde, Sunil Yapa udstyrer sine karakterer med psykologiske portrætter og baggrundshistorier. Ofte tjener de en forudsigelig logik, som når Victor og hans far, byens politichef, endelig mødes. Inden da er deres fælles baggrund blevet pinligt udpenslet, men det kulminerende møde mellem far og søn, der efter forfatterens intention skal fremkalde en følelsesmæssig respons hos læseren, ender i stedet med at nå samme niveau af suspense og drama som når en tør kartoffel rammer et parketgulv.

De unge amerikanere
Det er tiden under George W. Bushs regeringsperiode. Vi befinder os på den amerikanske vestkyst, nærmere bestemt Californien, i området omkring det prestigefyldte Standford University. Finanskrisen har endnu ikke kastet sine klamme arme om alverdens markeder, og IS er ikke et velkendt navn i de alverdens husstande. Dér, i slutningen af 00’erne, finder vi Linda, Henrik, Cory og Will, de centrale karakterer i Tony Tulathimuttes Private Citizens. De er venner, men mødes sjældent. Dagligdagens udfordringer, pligter og ambitioner forhindre dem i at ses lige så tit, som da de studerede sammen på universitetet. Det er i hvert fald én del af forklaringen. En anden er, at de lever vidt forskellige liv. Will er technørd og tjener gode penge på at freelance for internetvirksomheder, Linda er de facto hjemløs efter en toårig – og stadig igangværende – periode med et overforbrug af stoffer og alkohol, Henrik er maniodepressiv, angst og nyligt fyret fra sin stilling på universitetet, og Cory er en dreadlock-bærende og økobevidst flipper, der arbejder for en non-profit organisation.

På trods af deres forskellighed deler de fire venner et behov for at definere sig selv, ikke mindst i forhold til noget andet. Deres identitet konstruerer de i opposition til det, de ser som utjekket, amoralsk eller bare slet og ret ’forkert’. Will er af asiatisk herkomst, og gør alt hvad han kan for ikke at fremstå som den typiske asiat: god til teknologi, klog og lidt af en enespænder. Men problemet er, at det er lige det, han er. Linda vil være forfatter, og alle, der træder hende over tæerne på hendes vej dertil, er idioter og forudsigelige hipstere, der ikke forstår hende. Den socialt akavede og usikre Henrik peger i sine lange og meta-ladede monologer på det ene og det andet forhold, der gør, at han ikke er som de andre. For Cory er de, der ikke vil tilslutte sig hendes forestillingsverden uoplyste ignoranter.

Deres overvejelser over egen identitet – og meget andet – kommer til udtryk i de mange og lange dialoger, monologer og digressioner som romanen er båret af. Det er der kommet nogle ret sjove sekvenser ud af, som når Will meget detaljeret gør rede for sin pornosamling, som han vedligeholder og udvider med stor seriøsitet, og dyrker til »der var en tung lugt af hud i rummet«. Tulathimutte har et talent for komik, der ikke er af pik-og-patter slagsen. I tilfældet med Wills pornoafhængighed er det selve det overdrevne begær, behovet for kontrol og den vanvittige ihærdighed han lægger for dagen, der koges komik på, uden at gøre brug af de fornævnte legemsdele som de primære latter-startere. Også dialogerne er skarpt konstrueret. Tilsvininger, forsøg på tilnærmelse og alt det midt imellem, synes konstant at lure under overfladen. Dét er sjovt.

Det er for nemt at afskrive Private Citizens som et fjollet portræt af en selvoptaget generation af unge mennesker på den anden side af årtusindskiftet. Det er romanen for kompleks til. Og klog. Den vil mange ting. Den vil være en satire over nutidige identitetskvababbelser, men uden at reducere sine karakterer til éndimensionelle skabeloner der kun er defineret af deres begær. Det sørger diverse flashbacks blandt andet for, og særligt Henriks historie om at vokse op på passagersædet i sin antiautoritære fars gamle og smadrede bil, kørende tværs gennem flere delstater, levende fra hånden til munden og med seriøse skrammer på sjælen som følge deraf, er lige så rørende som romanens dialoger og monologer er sjove.

Top tre 
Private Citizens er ikke drevet af et velstruktureret og elegant sammenbindende plot, og den skal derfor mere ses som en mosaik af historier, følelser og digressioner, der givetvis peger frem ad, men også bagud, til siden, op og ned. Romanen stikker af, og det på en god måde. Det lykkes for Private Citizens at nå i mål med alle de ting, den gerne vil, og afhængig af temperament er det enten romanens styrke eller dens svaghed. Sker der for meget? Vil den for meget?

Det samme kan man ikke om Clines The Girls, der er for sikker i sin beskrivelse af det unge sind i uro. Det er fint og godt, men der dvæles også for meget ved det. Og det er måske romanens svaghed: at den efterlader én med lysten til mere. Jeg gad godt se en mere usikker Cline, én, der måske turde fare lidt vild og tage nogle chancer. Det må blive i næste roman.

Én ting Yapa gerne må udelade i sin næste roman er de alenlange forhistorier, han udstyrer sine karakterer med. Yapa vil tydeligvis vise det hele menneske, men ender med at skrive en potentiel interesse og fascination af karakterne væk. Rigtig meget endda når han unødvendigt gentager sig selv og for femte gang i træk cementerer at karakterne og deres udsagn skal forstås på den og den måde. På trods af sine mangler skal Your Heart Is a Muscle the Size of a Fist have ros for selve den ide, der bærer romanen: det perspektivrige blik og det virvar af meninger, det kan afføde.

Tre debuter, tre chancer. Hvis du skal læse en debutroman i år, skal du læse Tony Tulathimuttes Private Citizens. Den lykkes som kollektivroman, hvor Yapas Your Heart Is a Muscle the Size of a Fist fejler. Og er, i modsætning til Clines The Girls, mere og andet end blot skildringer af forskellige bevidstheder. Tulathimutte har fortjent alle de chancer, han kan få.